Gårdens placering
Torstenssonkrigen
Brobjerg - vore dages Frederiksgade - var i begyndelsen af 1600-tallet fuldt udbygget. Under Torstenssonkrigen (1643 - 45), hvor Jylland var besat, rev svenske tropper de yderste ejendomme på Brobjerg ned for at bruge materialerne til at udbygge Wallensteins Skanse ved det nuværende Skanseanlæg ved Strandvejen. I de følgende krige mod svenskerne blev Aarhus bombarderet fra bugten, svenske tropper hærgede og plyndrede, og byen blev ganske udpint, så der gik lang tid, før der kom gang i byggeriet på de tomme grunde.
En ny trelænget gård
I årene 1723-25 opførte købmand en ny trelænget bindingsværksgård i to stokværk med 17 fag ud mod gaden helt ude ved Brobjerg Port ved det nuværende Frederiksgade 81. Byen var indtil midten af 1800-tallet omgivet af et plankeværk, der udgjorde toldgrænsen. En forordning fra 1682 forbød at bygge uden for købstædernes toldgrænser.
Porten blev flyttet
Over for Buchtrups kommende gård, lå købmand Rasmus Thaarups gård allerede. Han havde tidligere tilladt sig at udvide sin gård mod syd, så den kom til at ligge lidt uden for Brobjerg Port, som han derfor flyttede et par meter for egen regning, og uden at magistraten i øvrigt blandede sig.
”Når han kan - kan jeg også”
- har Buchtrup nok sagt - eller tænkt, for han forsøgte sig med samme lille nummer, men han fik den lokale magt på nakken, personificeret i den magtfulde borgmester Christen Jensen Basballe d. Yngre, der havde en stor gård i Immervad ved broen over åen. Basballe frygtede - og med rette - konkurrence fra den nye store gård, der blev bygget ved indfaldsvejen fra syd. Som ved byens andre indfaldsveje ville købmændene hellere end gerne have fat i landboerne, inden de nåede helt ind til byen. De var kommet til staden for at sælge deres korn og købe de ting, de ikke selv kunne fremstille på gårdene.
Bryderier
Buchtrups nybyggeri kom til at skabe bryderier og førte til en langvarig retssag, som hele byen deltog i. Han lagde sag an mod magistraten med den ikke særligt populære borgmester Basballe i spidsen. Buchtrup fik samlet over 200 underskrifter til støtte for sin sag, der endte med, at hans gård fik lov til at blive stående. Det frydede en stor del af byens borgere, der gerne undte den egenrådige og stenrige borgmester det forsmædelige nederlag. Modsætningerne mellem den gamle og den nye handelsstand trådte her tydeligt frem.
Romanhelten Buchtrup
Den århusianske forfatter og skolelærer, Nicoline Kirkegaard (1859-1924), giver i sin historiske roman, Skovmøllen - som er Varna Mølle - fra 1916 et fornøjeligt indblik i ”stillingskrigen” mellem byens magtfulde købmænd. På den ene side borgmester Basballe og den ærkekonservative fløj i magistraten og på den anden side viceborgmester Peter Laasbye og de nye fremadstormende handelsmænd med Hans Buchtrup. Basballespan er skurken i Nicoline Kirkegaards roman, mens Buchtrup er den absolutte helt. At læse romanen er som at bevæge sig rundt blandt virkelige historiske personer fra det gamle Aarhus i 1720erne og 1730erne. (Rubrikken Læs mere indeholder lidt om Basballe og resultatet af processen.)
Købmand Rasmus Schandorff
Hans Buchtrups broder, Jens Sørensen Buchtrup, arvede købmandsgården, der forblev i slægtens eje til 1809, da købmand overtog den. Gården undergik flere forandringer i perioden op til 1850erne.
At være købmand
At være købmand indtil 1850erne var et alsidigt erhverv. Han var både grossist og detailhandler og fungerede desuden som gæstgiver og bankbestyrer. Selv om handel var købmandens vigtigste erhverv, havde mange købmænd i byen betydelige biindtægter ved landbrugsdrift, hvilket også gjaldt for Schandorff, der ejede flere tofter udenfor byen. Schandorffs gård, som den nu var kommet til at hedde, var indrettet til at kunne rumme alle disse funktioner. Kun en lille del af gården blev brugt til beboelse, selv om den rummede en større husholdning. Ved folketællingen i 1845 bestod Schandorffs husstand af 13 personer.
Hendrik Schandorff
I 1849 overdrog Rasmus Schandorff gården til sin søn Hendrik, der en kort tid fortsatte familietraditionen som købmand, reder og avlsbruger, men han solgte allerede gården i 1851 til Købmand Michael Nielsen.
Tilbagekøbet
I 1853 købte Hendrik Schandorff købmandsforretningen tilbage sammen med en kompagnon, den unge . I fællesskabet indgik dog ikke hele det enorme jordareal, ”Hendrik Schandorffs Toft”, der strakte sig mellem Fredensgade og Frederiksgade helt op til Sdr. Allé. På arealet, hvor køerne gik på græs, opstod senere gaderne Søndergade og Østergade og sidegaderne til disse.
Jordmagnaten Schandorff
I 1854 havde Schandorff indrykket en annonce i Aarhuus Stiftstidende, hvor han meddelte, at han ville udstykke sin toft. For at sætte gang i foretagendet bekostede han selv anlægsudgifterne til gaderne og startede selv byggerier. Hvis han selv satte gang i byggeriet i området, skulle andre nok følge efter. Han fik ret - og blev dertil styrtende rig. Aarhuus Stiftstidende kunne allerede den 1. juli 1854 melde om rejsegilde på et par byggerier:
-
”.. Den ene, opført af Tømmerm. Poulsen og Murerm. Preis jun., er den første af de to Bygninger,
som Toftens Eier for egen Regning lader bygge i den Ende af Gaden, der støder til Fiskergade…”
Holst som eneejer
Schandorff og Holst drev købmandsforretningen i fællesskab indtil 1873, da Holst købte ham ud og selv forsatte driften af gården. Holst boede i gården fra 1863 til 1899 med sin store børneflok på 10 i ”privaten” i den tidligere brænderilænge, der vendte ud mod Sdr. Allé. I 1899 blev gården overtaget af . Gennem de næste 40 år lejede KFK dele af bygningerne ud til skiftende småhandlende. Gården blev i 1934 solgt til Jydsk Handels- og Landbrugsbank, der ville bygge et nyt hovedsæde på matriklen.
Overdraget til den gamle by
Bygningerne blev i 1937 på S. M. Holsts 100 årsdag overdraget til Den Gamle By. Med økonomisk støtte fra banken, S. M. Holsts arvinger og KFK blev det muligt at rive gården ned i 1939. Den blev genopført i 1942 med bolig og butik i det tofløjede forhus, vognport ind til gården og med et baghus, der rummede lager og stald, som det så ud i S. M. Holsts tid.
Da gården blev fjernet fra Frederiksgade, gav det plads til opførelsen af .
Midlertidig kaserne i befrielsesdagene
Den århusianske modstandsbevægelse henvendte sig i 1945, natten før tyskerne kapitulerede, til Den Gamle By og anmodede museet om husly til en del af sin styrke. Der var ikke megen egnet plads, men der blev dog fundet et lokale i Holsts gaard. Morgenvask foregik ved torvebrønden.
Det rum, de fik overladt, havde tidligere været brugt til af danske soldater. Styrkerne drog videre den 8. maj.
En købmandsgård fra 1860erne
I dag kan de besøgende i Den Gamle By opleve en købmandsgård, som den stort set så ud i 1860erne med butik, bønderstuer, kontor, beboelse, lager, kornloft, stald og gårdsplads.
Erindringer fra Holsts Gaard
I den lille række erindringer, "Det var på Frederiksbjerg", kan man i hæfte 2 læse en kort beretning om dagliglivet i købmandsgården hos S. M. Holsts Eftf. i årene 1920-34.
Retssagen
Processen
Nicoline Kirkegård beretter i romanen Skovmøllen om slutningen på processen mellem Buchtrup og Basballe:
-
”Der var dog ingen, der havde tænkt, at han denne Gang skulde vinde. Men det viste jo, at det
var gammel Bygrund, han byggede paa. - Gamle Folk kunde huske, at der i den gode Tid,
før Karl Gustav Krigen, havde været bygget paa det Sted. Der laa Levninger af Huse endnu
i deres Ungdom, og Vejen fra Mindet til Aarhus Mølle gik der forbi, vidnede de i Retten.
Og saa kom det endvidere frem, at Borgmesteren selv engang havde solgt Byggegrund til en mand
fra Skaade, og det var akkurat det samme Stykke Jord, som Buchtrup senere købte og rejste
sin ny Ejendom paa. Men da Manden ikke havde bygget, gik det ind under Magistratens Jord,
og af denne havde saa Buchtrup erhvervet det, da han kom til Staden. Det maa vel rent være
gaaet Christen Basballe i Glemme - han har jo haft saa mangt og meget at rakke med i sine Dage -
men en slem Tort har det sikkerligt været ham, at Sagen endte saalunde -”
Retfærdigheden skete fyldest - og skadefryden længe leve !
Basballe-slægten
Slægten hørte til de gamle Aarhus-slægter. I mere end et århundrede var den tæt forbundet med indflydelsesrige personer i byens magistrat og ude i herrederne. Basballernes familiegård lå på Immervads vestside og strakte sig fra åen op til den gamle Borgmestergård ved Lille Torv. Det var Christen Jensen Basballe den Yngre (1672-1747), der deltog i processen mod Buchtrup. Han var borgmester fra 1710 til 1740, hvor han blev tvunget til at gå af. Han havde tjent godt som borgmester, men mange af de 67 land- og byejendomme, som han havde han købt billigt i krisetider forfaldt. På sine gamle dage var han nemlig blevet så nærig, at han undlod at vedligeholde dem. Bygningerne blev forfaldne og afgrøderne på kornlofterne rådnede. De opfedede stude hobede sig op på gårdene, fordi han ville have mere end dagsprisen for sine varer. I 1744 brændte familiegården og naboejendommen, og han mistede forstanden. Under branden måtte han føres ud af gården med magt. Efter branden blev der fundet smeltede rester fra en kuffert, der havde indeholdt 100.000 rigsbankdalere i guld, sølv og kobber. Som Nicoline Kirkegaard afsluttende beretter i sin roman:
-
”Det forlyder, at gemene Folk og alskens Pak har ligget og rodet på Tomten, siden Solen stod op,
og ranet til sig i Lispundevis af Guld og Sølv…”